Kolos Kiosk
Kolo i Aarhus har udvidet med en Kolo Kiosk, hvor du også her kan nyde deres lækre kolobabs, lækre naturvine og kolde øl. Her er du garanteret en hyggelig stemning og lækkerier til ganen.
Fladbrød, naturvin og hiphop
På Kolos Kiosk kan du handle basisvarer såsom konserves, slik og magasiner, men du kan også slå dig ned og nyde en kold øl eller et glas naturvin samt lækre fladbrød, som de kalder for Kolobabs. Det er nemlig også en god blanding af bar, vinbar og café, hvor du kan hænge ud med dine venner og nyde godt af den gode stemning. I baggrunden kan du høre sprøde hiphop-toner, der blander sig med en glad summen fra snakkende gæster. Indretningen er præget af et industrielt udtryk, hvor betonvægge og -gulve og fritlagte rør i loftet kommer til syne og skaber en rå atmosfære. På Kolos Kiosk er du garanteret højt humør, kold naturvin og saftige Kolobabs fra den varme grill.
Bæredygtighed og lækre råvarer
Mændene bag Kolo Kiosk er de selvsamme ejere af den populære restaurant Kolo, som ligeledes ligger i Aarhus. Fælles for begge spisesteder er blandt andet madfilosofien, hvor der bliver tænkt i grøntsager, dyrevelfærd og bæredygtighed. På Kolos Kiosk kan du spise dig mæt i deres famøse Kolobabs, hvor du kan få dem med blandt andet øko kylling fra Hopballe Mølle, frisk kålsalat, harissa mayo og citron vinaigrette. De har desuden et stort udvalg af flaskevin og -øl, juices og sodavand. Derudover kan du få fadøl samt seks forskellige slags naturvin på haner.