Mitchell's Carvery
På den stemningsfulde Kongensgade midt i Odense åbnede den britisk-inspirerede pub Mitchell's Carvery i begyndelsen af april 2022. Deres koncept er baseret på The Great British Carvery, og her slår de sig på at lave hjemmelavede, smagfulde retter baseret på britisk madkultur.
Britisk-inspireret pub i Odense
Et carvery er en restaurant, hvor kød som regel er omdrejningspunktet. Kødet ledsages af et udvalg af kogte, ristede eller moste kartofler med traditionelle britiske grøntsager som gulerødder, pastinak og ærter. Som prikken over i'et bliver der selvfølgelig også øset en god portion sovs ud over den lækre madanretning.
En lækker steg
Det er et madkoncept, som er typisk i lande som Storbritannien, Irland og Australien. Her findes de ofte på pubber og hoteller, og det er en stor del af den britiske kultur, at man spiser disse varme retter i weekenden - blandt andet det meget velkendte Sunday Roast, hvor familier og venner mødes på et Carvery og nyder hinandens selskab over en god steg og lækkert tilbehør.
Så hvis denne udenlandske madtradition er noget, du finder tiltalende, så er det bare om at booke bord, så du hurtigtst muligt kan tage dig en tallerken og skovle lækkerierne i dig.
Morgenstund har guld i mund
Mitchell's Carvery har skabt et miljø, hvor du kan komme og nyde en pause fra hverdagens stress og jag. Den hyggelige indretning og duften af de lune retter bidrager til en skøn atmosfære, som kombineret med en øl eller et glas vin får varmen frem i kinderne.
Det er ikke kun om aftenen, at man kan komme forbi og slå sig ned på det hyggelige carvery. De åbner nemlig allerede op klokken 08:00, hvor de serverer skøn morgenmad og kaffe til de morgenfriske.
Restaurantens yngste gæster
Restauranten har skænket de yngste gæster en tanke, da de har skabt et legerum, babylounge og separate børnetoiletter. De mener nemlig, at det ikke kun bør være de voksne, der skal kunne nyde et måltid ude. Og med denne meget fine detalje til restaurantens sociale rum, har de gjort det lettere for børnefamilierne at medbringe de mindste, uden at skulle være bekymret for, om de keder sig i selskabet.