Klosterkroen
Hos Klosterkroen på Gråbrødretorv i Odense har de en stor forkærlighed for det traditionelle danske køkken. Godt gedigent dansk mad som mor lavede det. Træd indenfor i varmen i den hyggelige stue, hvor ternede duge, snapseglas og små lamper pynter på bordene. Selve restauranten emmer af historie og autenticitet.
Dansk mad når det er bedst
Der er så mange moderne, udlandsinspirerede og nyfortolkende restauranter, at vi næsten glemmer, hvor vi selv kommer fra. Hos klosterkroen har de gjort det til deres manifest at værne om traditionel dansk madlavningskunst. Den kan nemlig også noget magisk – og der er bestemt ikke sparet på lækkerierne.
Her er danske evergreens som stjerneskud, tarteletter og smørrebrød altid at finde på menukortet. Ved siden af a la carte kan du tre dage om ugen bestille en særlig ret ad libitum. Tirsdag er det kroens æggekage, onsdag står den på tarteletter, og torsdag er dedikeret til stegt flæsk med persillesovs. Velbekomme!
Historisk og hyggelig
Klosterkroen er indrettet med henblik på at skabe en hyggelig atmosfære, der favner stedets tema: Dejlig dansk mad fuld af smag. Tager du et kig rundt i stuen, giver kroens historie sig til udtryk på flere måder. Antikviteter, gamle fund og fotografier der vidner om en svunden tid omkring Klosterkroen.
Her ønsker man at skabe en tidslomme fuld af traditioner, der går helt tilbage til 1217. Inspirationen kommer fra Gråbrødre Kloster og det nærtliggende og ikoniske bryggeri, Albani. I jagtstuen er væggen prydet med fotografier fra Albanibryggeriet gennem tiden. Er du rigtig skrap, kan du måske spotte Hendes Majestæt Dronningen på et af dem.
Klosterkroen glæder sig til at byde dig velkommen indenfor til historisk god og dansk madlavning.