MasVino Vinbodega
Godt gemt væk inde i gården til Klosterport 4 finder du Aarhus’ måske mest hemmelige vinbar. Hos MasVino er der garanti for god stemning, sanselige vine og delikate anretninger. Stedet du slet ikke har lyst til at forlade igen.
Uformel atmosfære i retro stil
Træd ind i det forhenværende fabrikslokale, hvor øltønder, langborde og loungemøbler i et retro look skaber en hyggelig og uformel atmosfære. Her finder du ingen hvide duge eller tjenere med næsen i sky, men et jordnært koncept med bestik og servietter stående i et glas på midten af bordet.
Menukortet siger tapas med vægt på grill og tastyness, hvor du får serveret fem autentiske retter ved langbordet.
Ideelt til alle lejligheder
Høje stole og lave stole – sæt dig godt til rette i skæret fra det dryppende stearinlys, mens god vin kan nydes i kombination med autentiske retter i størrelser der afhænger af, hvor stor din sult er. MasVino Vinbodega er indrettet til nærvær og mindeværdige oplevelser. Det er her, man mødes efter arbejde, skåler med veninden eller inviterer kæresten ud til en hyggelig aften. Lokalet har plads til omkring 40 spisende gæster, og de tætpakkede borde vidner om et populært udflugtsmål blandt Aarhus’ brogede befolkning.
Vin skal være ukompliceret
Tjenerne er altid venlige og imødekommende, og de fortæller gerne om drikkekortets spændende repertoire og tankerne bag, men helt grundlæggende for MasVino Vinbodega er, at vin skal være både ukompliceret og let at gå til. Her er essensen, at du skal smage, sanse og nyde frem for at blive klogere på vinens ophav.
Hos MasVino Vinbodega importerer de selv alle deres vine fra Spanien, Frankrig og Østrig, hvilket giver dig rig mulighed for også at gå på opdagelse i vintyper, som du ikke nødvendigvis kender i forvejen. Derudover er priserne også særdeles sympatiske, og stedet er alment kendt for at være aldeles rundhåndede, når de skænker op i glasset.