L'éducation Nationale
L’éducation Nationale er Københavns ærke-franske bistro beliggende midt i det gamle Latinerkvarter. Her har den ligget i snart 30 år, og derfor er det som at træde ind i et genfundet Frankrig. De serverer klassiske franske retter ved rødternede duge til både frokost og aften alle ugens dage.
Folkene bag
Siden 2003 har Nanna Poezevara og hendes franske kompagnon fra Bretagne, Eric Vincent, drevet bistroen, der gennem årene har forvandlet ’Pisserenden’ til Paris. Her kan du forvente at blive forført, når det venlige personale serverer autentisk hjemmelavet mad og regionale vine på de ternede duge.
Autentisk fransk
Alt er autentisk lige fra interiøret og musikken til de franske tjenere, der gerne ser bestillingen falde på fransk. På menukortet finder du alle de franske klassikere til både frokost og aften – Der er alt fra friske franske østers til dagens plat du jour, og den søde specialitet hedder creme brûlée. Rygtet i byen går på, at stedets franske mad er så autentisk fransk, at selv franskmænd bosiddende i Danmark kommer her – Bestil et bord på L’Education Nationale og bedøm selv.
Franske og friske råvarer
Aftenmenuen skifter i ny og næ for at sikre, at retterne passer til sæsonens udbud af råvarer. Her kan du vælge frit blandt de mange franske favoritter på à la carte-kortet - mange af dem fås dog året rundt, for folk kommer tit for at få det samme, og er skuffede når der ændres for meget - klassisk fransk konservatisme!
Godt måltid til billige penge
L’éducation er stedet, hvor du kan få et solidt, godt og autentisk fransk måltid til billige penge, så du kan tillade at spise her flere gange uden at få ondt i økonomien. Til maden hører naturligvis gode, franske vine, og vinkortet er (ikke overraskende) udelukkende fransk. Her er noget for enhver smag og vine fra både Loire, Rhone, Bordeaux, Bourgogne m.fl. og tilmed natur-vine.
Kig forbi alle ugens dage mellem 11.30 og 24.00 (køkkenet lukker klokken 22.00 for sidste bestilling alle dage).