Presse & Medieinfo

Over 100 restauranter landet over inviterer til DinnerDays i uge 42
3. september 2020

Over 100 restauranter landet over inviterer til DinnerDays i uge 42

Den 9.-18. oktober inviterer DinnerBooking sammen med landets spisesteder til DinnerDays. Madfestivalen tæller over 100 restauranter, som byder på spændende spiseoplevelser til appetitvækkende priser. Billetsalget starter den 3. september. 

Den store nedlukning i marts har givet restauranterne anledning til at udvikle nye ideer og koncepter. Dét vil gæsterne også kunne mærke, når de i efterårsferien bliver inviteret til DinnerDays på godt 100 fantastiske spisesteder landet over.

Spis 3 retter for kun 210 kroner (+ gebyr) og gourmetmenuer til 400 kr. (+ gebyr), når madfestivalen DinnerDays for femte år i træk løber af stablen i uge 42.

Tid til at tænke i nye madkoncepter

Ifølge Dan Vogelius Hansen, Head of Relations hos Dinnerbooking, har forårets lockdown været særlig hård ved restaurationsbranchen. Men tiden har været brugt flittigt under isolationen:

“Restaurationsbranchen har ikke hvilet på lauerbærrene i nedlukningsperioden. Mange har brugt tiden på at retænke madkoncepter, opgradere indretning, og i det hele taget forbedre deres allerede gode restauranter. Det er der kommet spændende nye menuer ud af, og det synes vi helt klart, man bør gå ud og opleve til DinnerDays”, fortæller Dan Vogelius Hansen.

Flere danskere spiser ude

I juli måned oplevede DinnerBooking en væsentlig stigning i bordreservationerne – til trods for at turisterne lod vente på sig denne sommer. 

I skolernes sommerferie i ugerne 27-32, blev der lagt 452.239 reservationer gennem DinnerBooking.com. Det er en stigning på knap 7 pct. sammenlignet med perioden for 2019, svarende til 48.528 flere gæster.

Det kan der ifølge Dan Vogelius Hansen være flere gode grunde til:

“Det har ikke været muligt at rejse ud på samme måde som tidligere, og vi har også haft usædvanligt få sommerdage i juli måned. Til trods for at turisterne udeblev, så oplevede vi i stedet en stor stigning i antallet af danske gæster. Denne interesse har restauranterne nydt godt af – og vi håber, at interessen holder ved i efterårsferien”, tilføjer Dan Vogelius Hansen. 

DinnerDays bliver afholdt i efterårsferien i perioden 9.-18. oktober med restauranter fra Sjælland, Fyn og Jylland. Billetsalget åbner den 3. september. 

Appetit på at høre mere:

Dan Vogelius Hansen, Head of Relations: 32 55 50 48, dh@dinnerbooking.com  

Sofja Sivertsev ,PR- og kommunikationsmedarbejder: 31 31 46 52, ssv@dinnerbooking.com

Pressefotos: https://dinnerdays.com/press/ 

Værd at vide om DinnerDays:              

  • Se de forskellige restauranter, som deltager i DinnerDays: www.dinnerdays.com  
  • Billetsalget åbner den 3. september, hvor priserne varierer fra 210 kr. + gebyr (fra 25 kr.) til 400 kr. + gebyr (fra 30 kr.) for enkelte gourmetmenuer. 
  • DinnerDays er en landsdækkende madfestival, som arrangeres to gange årligt – og har kørt siden 2015. Læs mere: https://dinnerdays.com/about/
  • DinnerDays afholdes af DinnerBooking.com, som er Danmarks største restaurantsite med 20 millioner årlige gæster, og benyttes af 1150 caféer og restauranter. Læs mere: www.dinnerbooking.com/dk/about/