Presse & Medieinfo

Stor booking-portal samler takeaway for at hjælpe restauranter
29. maj 2020

Stor booking-portal samler takeaway for at hjælpe restauranter

Spis på restaurant derhjemme. Sådan lyder det fra DinnerBooking, der med nyt takeaway-site og guideblogs ønsker at støtte de danske restauranter og guide gæsterne mod lokale med takeaway.

Onsdag morgen kl. 10.00 var det slut med, at restauranter måtte tage imod siddende gæster for at inddæmme smitten af corona. De måtte dog gerne fortsat tilbyde takeaway til deres kunder.

Allerede ugen forinden begyndte de første restauranter at følge regeringens anbefalinger om at lukke ned for siddende gæster.

Siden har medarbejdere hos booking-portalen DinnerBooking været i fuld gang med at få hjemmesideen dinnertakeaway.com op at køre, så gæsten nemt kan bestille og tage mad med hjem fra restauranten. Således kan danskerne stadig få restauranternes spiseoplevelser, og samtidig er de med til at støtte de lokale spisesteder.

Vi må stå sammen

Man er fra DinnerBookings side nu i fuld gang med at opsætte takeaway-events, og dele budskabet om tiltaget hos gæsterne, så restauranter kan holde gryderne i kog på trods af, at de nu er blevet beordret lukket.

- Corona har ramt os alle. Også i restaurationsbranchen, der i forvejen er en hårdtprøvet branche. I DinnerBooking gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe i en tid, hvor det er vigtigt, vi står sammen. Vi håber, at vores indsats som platform og oplysningskilde kan gøre det nemt for gæsterne at støtte restauranterne, fortæller Peter Thygesen, partner i DinnerBooking.

Samler de danske restauranter

Som følge af tekniske årsager, skal man have en licens hos DinnerBooking for at kunne sætte sine takeaway-events op på det nye site, men på DinnerBookings blog, tilføjer og samler bookingportalen så vidt muligt ALLE danske restauranter, der har takeaway på menuen.