Presse & Medieinfo

Lille restaurantfestival bliver stor: 3 retter for 200,- i uge 42
8. september 2017

Lille restaurantfestival bliver stor: 3 retter for 200,- i uge 42

I uge 42 vender Københavns restaurantfestival DinnerDays tilbage – denne gang i dobbelt størrelse og med endnu flere toprestauranter på programmet. Billetsalget starter den 7. september.

Efteråret venter forude, og der er god grund til at glæde sig! Du kan nemlig fylde din efterårsferie med masser af lækre spiseoplevelser til en skarp pris. Restaurantfestivalen DinnerDays rammer byen i uge 42, og en lang række toprestauranter inviterer derfor indenfor til 3 retter for 200 kr. (+ gebyr).

Det gælder bl.a. populære kendinge som AOC’s søsterrestaurant no. 2, Søren K, Mêlée, Fru NIMB, Fuego, SULT og Krogs Fiskerestaurant. Billetsalget åbner den 7. september kl 10 på DinnerDays.com, og forventningen er, at der bliver rift om de populære billetter.

Festivalen bliver landsdækkende

DinnerDays har hidtil været en mindre restaurantfestival i København med ca. 20 restauranter. Denne gang har de linet 50 skarpe restauranter op til ugen, og festivalen vil for første gang være landsdækkende med restauranter i København, Aarhus, Odense og Sønderborg.

Bag DinnerDays er restaurantsitet DinnerBooking.com – der også afholder den landsdækkende og populære restaurantfestival Spis & Støt i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

”Vi er virkelig stolte over at kunne præsentere så mange gode restauranter i år, og vi glæder os til at være med til at levere sublime spiseoplevelser til de københavnske madører,” fortæller Peter Thygesen, der er partner i DinnerBooking.com

HVORNÅR: 16.-22. oktober 2017

HVOR: På 50 udvalgte restauranter i København, Aarhus, Odense og Sønderborg

PRIS: 200 kr. + billetgebyr (25 kr.)

BILLETSALG ÅBNER: Den 7. september kl 10

KØB BILLET PÅ: DinnerDays.com