Cafe Europa 1989
Café Europa 1989 har til huse på en beliggenhed, som selveste Søren Kierkegaard omtalte som ’verdens navle’. Og dertil passer caféen godt, for med sin europæisk-internationale klasse tager de dig med på en kulinarisk rejse fyldt med smagsoplevelser fra talrige destinationer.
Europæisk-international klasse
Her henter de inspiration fra de traditionelle franske caféer, Wiens små kagehuse, de italienske kaffemenuer. På madfronten vil du blandt andet kunne smage dig til Spaniens tapasanretninger, græske yoghurtretter og det klassisk danske smørrebrød.
Menuerne skifter i takt med, at dagen skrider fremad. Få den perfekte start på dagen med husets varierede morgenmenu, inviter din ven, kollega eller kæreste på brunch eller Café Europa 1989’s alsidige smørrebrødsmenu. Fra klokken 11 byder kortet også på diverse europæiske egnsretter.
Baggrundshistorien
Historien om denne café startede tilbage i 1989, da familien Nørgaard, som også står bag tøjbrandet og butikken Nørgaard Paa Strøget, åbnede en café på Amagertorv. Navnet Europa var tænkt som en hilsen til det gamle vidtudstrakte Europa, som det så ud før jerntæppet og Berlinmurens tid. For da muren faldt i 1989 fik betegnelsen Europa en ganske ny betydning. I ordene klingede lyden af frie grænser, genforening og åbenhed, og denne inspiration tog de med over i caféens verden.
I dag er Café Europa 1989 ledet af Jens Nørgaard, som i årenes løb har suget til sig af erfaring indenfor det kulinariske område. Både når det kommer til at drive en café, en kantine og restauranter.
Økologi, omtanke og biodynamiske produkter
Hos Café Europa 1989 er økologi og omtanke et nøgleord, og de benytter fortrinsvis økologiske og biodynamiske varer. De har endda udviklet deres egne produkter for at fremkalde netop den smag og kvalitet, de ønsker. Ved at forske i mælk har Café Europa 1989 fremstillet sin helt egen biodynamiske cafémælk, Brødet er hjemmebagt og lavet på egne opskrifter, og deres kærlighed for molekylær gastronomi har gjort det muligt at lave varm mad helt uden brug af ovn. En såkaldt Roner. Med den er det muligt at servere en caféburger med perfekte skiver af mør oksefilet i stedet for hakkekød.