Søllerød Kro
På Søllerødvej i Holte finder du den charmerende og historiske Søllerød Kro. I årtier har kroen med den idylliske placering ved kirke, slot, skov og gadekær været et af landets bedste spisesteder.
Historisk kro
Kroen kan dateres helt tilbage til 1677, hvor den lokale præst oprettede kro for sognebørn og gennemrejsende. Den lange historie kommer blandt andet til udtryk i bygningens udseende og i kroens idylliske omgivelser. Hvor omgivelserne er præget af historie, står det anderledes til i køkkenet. Her arbejdes det hele tiden hårdt på at give gæsterne en sublim spiseoplevelse med førsteklasses betjening og kulinariske oplevelser fra nutiden.
Klassisk fransk gastronomi
Køkkenet er klassisk fransk tilsat en god portion kreativitet og moderne æstetik. På menukortet finder du gourmetfavoritter som trøfler, kaviar og foie gras og disse gedigne kvalitetsingredienser kombineret med masser af nytænkning er kernen i Søllerød Kros gourmetkøkken.
I ro og mag
Kroen er et åndehul ikke langt fra København. Hvis du trænger til afslapning og en pause fra storbyens stress og jag, så er Søllerød Kro et oplagt sted til at forkæle dig selv og dem du holder af. Her kan du nyde gourmetmad i ro og mag i den gamle fredede bygning, hvor 1600-tallets charme præger indretningen. Rytterstuen. Bondestuen og Slotsstuen er dækket op med sølvtøj, servietter og gammeldags perfektion. Og kommer du i sommermånederne, er der ligeledes mulighed for at nyde maden, naturen, roen og godt selskab i deres hyggelige gårdhave.
Michelin og stjernekokke
Søllerød Kro har en imponerende række af stjernekokke, som har været med til at forme kroen gennem tiden. For eksempel har Søren Gericke, Michel Michaud, Francis Cardenau, og Jacob de Neergard kogt bag kroens komfur. I dag er kroens køkkenchef Brian Mark Hansen, som er tidligere ansat på Ruths Hotel i Skagen, Kong Hans Kælder og Christiansholm Slot.
I 2007 fik restauranten sin første Michelin-stjerne, som den har værnet om lige siden.